Hvad er Mindfulness?

Mindfulness er ikke en teknik du kan lære, men det er en måde at være på. Det er en måde at skabe nærvær med det, der er. Det er en måde at lære opmærksomheds væsen at kende på.

Mindfulness er ikke en genial ny idé. Derimod har Mindfulness solide rødder i buddhismen. Buddhas religion er venlighed – venlighed overfor dig selv, og det du indeholder. Den kritiske og analyserende stemme taler ofte meget højt i vores hoveder, tanker og bevidsthed. Stemmen kan for eksempel fortælle os, at vi ikke er gode nok, som vi er, og at vi skal lave en masse om på os selv. Kender du det?

Mindfulness vil ikke have, at du ikke må tænke en tanke, altså blive decideret tanketom. Tankerne må gerne være der, men de skal ikke kritiseres, derimod skal de accepteres, som de er. For først når der er accept, kan der ske forandring. Et eksempel kan være, at du gerne vil tabe dig og er meget kritisk over, at der er røget ekstra 5 kilo på. Du skælder dig selv psykisk ud, hver gang du spiser usundt og bliver mere og mere træt af det. Sådan kan det være i lang tid, og du føler ikke du kommer nogen steder. Med Mindfulness kan dét, at acceptere din krop, betyde at du bliver venligere overfor dig selv, og det bliver nemmere at skabe forandringen – her at tabe 5 kilo.

Mindfulness har 7 fundamentale ”grundregler”:

  • Vær ikke-dømmende – Døm ikke de tanker, du har.
  • Hav Tålmodighed – Udvis tålmodighed overfor livet og dig selv
  • Antag Beginner’s mind – Prøv at se på verden, som om du ser på den 1. gang. Vær nysgerrig og undersøgende overfor dig selv og dine medmennesker.
  • Hav tillid – Hav tillid til at det der sker i dig og omkring dig, sker af en årsag.
  • Lad være med at stræbe – Det skaber kun frustration i dit liv.
  • Gå ind i accept – Acceptér dig selv og det du er med.
  • Lade tingene gå – Hvis du kan falde i søvn om aftenen, så kan du også lære at lade tingede gå. At lade tankerne gå, betyder ikke at du ikke må have dem. Det betyder blot, at ved at lade tingene gå, giver det mere plads og energi i dig.
Når du ser disse punkter, hvordan får du det så indeni? At lære Mindfulness som værktøj kan være med til at skabe stor forandring for mange mennesker. Mindfulness har dokumenteret virkning i forhold til stress, angst og depression. Især i USA har Mindfulness været et meget anerkendt og brugt værktøj over de sidste 30 år.
MIND institute | Bushøjvænget 131, 8270 Højbjerg